Ligeligt eller efter indkomst? Det spørgsmål stiller familier mest

Spørgsmålet, der kommer først

I de samtaler, jeg har med sammenbragte familier, kommer ét spørgsmål næsten altid før alle andre: skal vi dele udgifterne ligeligt, eller skal det følge, hvad hver af os tjener? Det lyder som et regneark-spørgsmål, men det handler sjældent kun om tal. Bag det ligger ofte en følelse af, om man bliver behandlet rimeligt, og om den andens liv før familien bliver respekteret.

Derfor starter jeg aldrig med at anbefale en model. Jeg spørger først, hvad der er delt i jeres hverdag: boligen, maden, børnenes ting, bilen. Og hvad der er privat: gæld fra tidligere, personlige sparemål, forbrug man ikke vil forklare. Først når den grænse er tegnet, giver det mening at tale om, hvordan bidragene skal fordeles.

I dette efterår, hvor mange gør budgettet op efter sommerens udgifter og før julen, ser jeg spørgsmålet oftere end ellers. Det er et godt tidspunkt at tage det op, fordi regningerne stadig står tydeligt i erindringen.

Ligeligt: enkelt og let at forklare

Ved ligelig deling bidrager hver voksen med samme beløb til de fælles udgifter. Fordelen er, at reglen er let at forstå og let at kontrollere. Ingen skal oplyse sin løn, og der er ikke noget at forhandle om hver måned. For par, hvor indkomsterne ligger tæt på hinanden, fungerer det ofte uden gnidninger.

Ulempen viser sig, når forskellen vokser. Hvis den ene voksne tjener markant mindre, kan det samme beløb efterlade næsten ingenting til personligt forbrug, mens den anden knap mærker det. Så bliver ligeligt hurtigt oplevet som uretfærdigt, selv om reglen i sig selv er neutral.

Jeg anbefaler ligelig deling, når I begge har råd til det uden at skære ned på noget væsentligt, og når I helst vil holde indkomsterne for jer selv. Det er en ærlig grund, og den passer godt til en familie, der sætter privatliv højt.

• Enkel regel, ingen løndiskussion
• Kan føles skæv, hvis indkomsterne er meget forskellige
• Passer, når begge har nogenlunde samme råderum

Efter indkomst: rimeligt, men kræver åbenhed

Ved fordeling efter indkomst bidrager hver voksen med en fast andel af det, vedkommende tjener. Hvis den ene tjener to tredjedele af husstandens samlede indkomst, betaler vedkommende to tredjedele af de fælles udgifter. Resultatet er, at begge sidder tilbage med omtrent samme andel til sig selv, og det opleves ofte som mere retfærdigt.

Prisen er åbenhed. Man skal kende hinandens tal, i hvert fald nok til at beregne andelen, og det er ikke alle, der er trygge ved. Her er det vigtigt at huske, at andelen kan fastsættes uden at hele lønsedlen deles, og at tallene kun er synlige for dem, der har brug for dem.

Reglen skal også revideres. Skifter nogen job, går på orlov eller får en bonus, flytter andelen sig. Aftal derfor på forhånd, hvornår I kigger på den igen, for eksempel hver gang der sker en større ændring eller en gang om året.

• Giver mere ensartet råderum til personligt forbrug
• Kræver, at I deler nok om indkomst til at regne andelen
• Bør gennemgås, når løn eller arbejdstid ændrer sig

Den tredje vej: en aftale, der passer til jer

Mange familier ender hverken ved ligeligt eller procentvist. De laver en aftale, der blander dele: ligeligt til boligen, efter indkomst til alt andet. Eller de lader den, der har børnene flest dage, bidrage mindre til de fælles udgifter, fordi børnenes ting dækkes separat.

Det er netop her, sammenbragte familier adskiller sig fra andre. Børn kan bo hos jer på skift, der kan være bidrag til en tidligere partner, og nogle udgifter hører til én voksen alene. En regel, der ignorerer det, bliver hurtigt en kilde til irritation.

Jeg opfordrer til at skrive aftalen ned med få, klare sætninger. Ikke fordi I ikke stoler på hinanden, men fordi en skriftlig regel er lettere at huske end en mundtlig, og fordi den giver jer noget at vende tilbage til, når hverdagen driller.

Sådan træffer I valget sammen

Start med at skrive de fælles udgifter op og adskil dem fra de private. Sæt derefter tal på, hvad hver af jer har til rådighed, når de faste udgifter er betalt. Prøv så at regne de tre modeller igennem og se, hvad der er tilbage til hver af jer i hvert tilfælde. Tallene taler ofte tydeligere end holdninger.

Sæt jer ned, når ingen er pressede, og når børnene ikke er i nærheden. Lad hver voksen sige, hvad der ville føles rimeligt, før I kigger på resultatet. Det kan virke formelt, men det forhindrer, at den ene føler sig overtalt til en løsning, som den anden allerede havde valgt.

Aftal en prøveperiode på nogle måneder. Hvis reglen skurrer, justerer I. Ingen model er rigtig for evigt, og en familie, der tør ændre en regel, har allerede vist, at den kan tale om penge uden at det bliver et slagsmål.

• Skriv fælles og private udgifter op hver for sig
• Regn alle tre modeller igennem med jeres egne tal
• Aftal en prøveperiode og et tidspunkt for gennemgang

Det, jeg oftest ser gå galt

Den hyppigste fejl er at vælge en regel for at undgå en samtale. Man vælger ligeligt, fordi det virker neutralt, og opdager først senere, at den ene har skåret ned på alt personligt. Reglen var ikke forkert, men den blev valgt uden at spørge, hvordan den føltes.

En anden fejl er at glemme de uregelmæssige udgifter: tandlæge, fødselsdage, cykler der skal skiftes. Hvis de ikke har et sted i reglen, bliver de til små forhandlinger hver gang, og de forhandlinger nager mere end selve beløbene.

Endelig ser jeg familier, der ikke taler om, hvad der er rimeligt over for børn fra tidligere forhold. Her hjælper det at være konkret: hvad dækker den fælles kasse, og hvad dækker den voksne, som barnet hører til? Jo tidligere det er afklaret, jo færre misforståelser opstår der senere.